LM for 4-mands hold 2011
DGI Sydvest og Føvling Petanqueklub var i weekenden 1. - 2. oktober 2011 vært for DGI petanques landsmesterskab for 4-mands hold.
Velkomst
Viceborgmester i Vejen Kommune, Vagn Sørensen indledte med at byde velkommen til landsmesterskabet, og formand for DGI Sydvest Petanque, Ulla Troelsen bød velkommen til landsdelen.
Formand for Føvling Idrætsforening Claus Kulmbak fortalte om Føvling Petanqueklub. Derefter kunne stævneledelsen ved Karen Pedersen og Preben Hybel sætte spillet i gang.
Stævnets afvikling
Solen skinnede fra en skyfri himmel, da stævnet startede lørdag morgen. En landsdelsforening havde på forhånd valgt ikke at deltage, og det betød, at DGI Sydvest kunne stille med to hold.
Alle 16 hold var ved lodtrækning blevet fordelt i 4 puljer, og hver pulje spillede i de indledende runder alle mod alle i 2 doubler, 1 single og 1 triple, i alt 6 kampe til hver.
I mellemrunden blev 1 erne og 2 erne fra hver pulje samlet i 2 puljer, og 3 erne og 4 erne i 2 andre puljer.
Søndag formiddag blev der spillet alle mod alle med 2 doubler i 3 kampe, og derved blev finalerundens modstandere fundet. Søndag eftermiddag blev der spillet finaler om alle pladser.
Der blev spillet 2 doubler, 1 single og 1 triple, i alt 2 kampe. Alle spillerne spillede således i alt 11 kampe i løbet af lørdag og søndag.
Der var nogle enkelte kampe der trak ud men stævneudvalget havde valgt ikke at stoppe kampe, såfremt det kunne undgås.

Foto: Karen Pedersen
Godt petanquespil
Der blev, som det plejer ved landsmesterskaber, spillet megen godt petanque, og der var både frustration når der var kiks, og glæde, når det lykkedes, og der var flere overraskende resultater.
Det blev DGI Storstrømmen der vandt finalekampen, og blev derved landsmester. De fik både guldmedaljer, diplom og vandrepokal. DGI Bornholm vandt sølv og DGI Vestjylland vandt bronze.
Tak til Føvling Petanqueklub
Det var tydeligt, at Føvling Petanqueklub havde gjort alt for at rammerne for afholdelse af LM stævnet skulle være perfekte, og der manglede heller ikke noget, hvad forplejningen angik.
Lørdag aften var der festlig hygge i forsamlingshuset, hvor musiker Niels Vølund stod for den musikalske underholdning.
Der var fra alle sider stor ros til arrangørerne for både faciliteter og bespisningen, som var helt i top, og der skal lyde en stor tak til Føvling Petanqueklub og deres medlemmer for det flotte arrangement.
Alle kunne glade og tilfredse drage hjem med trætte ben og en masse dejlige indtryk fra Føvling.
Se vidio og fotoserie fra stævnet
Klik på Video fra LM i 4-mands hold 2011
Fotograf Claus Kulmbach
Klik på Foto fra LM i 4-mands hold 2011
Fotograf Karen Pedersen
Opdateret 30. januar 2012 Af Tage KristensenEjer: DGI Petanque - Stævneudvalg